FTZ

Viden

Viden

Skrevet den 26. august 2024

Et rudeskift starter med et stenslag

Selvom nye typer af biler fortsat vinder ind på markedet, og nogle arbejdsområder er under forandring – måske endda under udfasning – så vil bilerne på vores veje fortsat have ruder. Vi har besøgt et af de værksteder som har rigtig mange opgaver inden for rudeudskiftning og stenslagsreparation.

Rudeskiftet skal tilbage til værkstedet
Det er tirsdag formiddag og vi parkerer bilen foran Klokholm Automobiler i Aarup. Her har vi fået lov til at følge Henrik Vilstrup under en rudeudskiftning. Henrik er karrosseritekniker med mere end 15 års erfaring inden for faget. Han har i gennemsnit 3-5 rudeskift pr. måned og vi får en snak om, hvorfor rudeskiftet skal tilbage på værkstedet.

For hvorfor i det hele taget lave rudereparationen selv, i stedet for at ringe til et eksternt firma, som kun er specialiseret på net­op det område?

“Jamen hvorfor sende noget ud af huset, hvis man kan beholde indtjeningen på værkstedet? Selvom man måske har et samarbejde med en glasmand, så kan man lige så godt holde de sidste procent af indtjeningen på værkstedet, hvis man har en medarbejder, der kan lave det.”

Med uddannelse og øvelse er det en relativ nem proces at lave en rudeudskiftning. Det er altid en god ide at tjekke den nye rude for skader en ekstra gang, inden du sætter den i.
Det har Henrik lært af erfaring, siger han med et grin. Det er fx også vigtigt at tjekke, om der er ridser eller små skader i kanten hvor ruden skal klæbes på.

Fotos: Automester E+ Klokholm Automobiler, Aarup

Er der små ridser som her, hvor der kan trænge vand ind og med tiden forårsage rust, så bruger jeg en primer til at lukke for utætheder. Og bruger jeg primer, så behøver jeg faktisk ikke at bruge aktivator, da den her primer har samme egenskaber. Var det en helt glat overflade, så ville jeg kun bruge aktivatoren.

Selvom nogle producenter bryster sig af, at kør-væk-tiden er helt nede på 30 minutter, så anbefaler Henrik, at bilen står i mindst et par timer og gerne længere.

“Jeg vil hellere være på den sikre side end at stå med en rude, der har sluppet, og en kunde som har fået en dårlig oplevelse.”

Føl dig tryg ved rudereparation med det rette udstyr
I dag findes der en del værktøj, som har lettet processen ved rudereparation. Så det er nemt at komme i gang.

Før i tiden var det mere besværligt at lave et stenslag og det kunne tage lang tid. Men i dag findes der værktøj og reparationssæt der har gjort det hele til en meget lettere proces. Når du har prøvet det nogle gange, så tager det kun ca. 5 minutter at reparere et stenslag.

I nyere biler er der meget teknik i ruderne. Det er også en af grundende til at begynde at øve sig i rudeudskiftning og stenslagsreparation nu. Teknikken udvikler sig hele tiden og derfor kræver det, at bilen kommer ind på et værksted for at få skiftet ruden, da den skal kalibreres efterfølgende. Det er ikke noget man lige gør ude på gaden. Har du ikke selv råd til det rette udstyr, så kan det være en fordel at lave en samarbejdsaftale med nogle, der har udstyret, til en fast pris. Det behøver ikke at være en barriere for at lave rudereparationer.

Mersalg er vigtigt for værkstedet
Vi får ligeledes en snak om, at man ikke må være nervøs for at tilbyde kunden noget ekstra. Så længe man giver en god professionel vejledning og en god kundeoplevelse.

“Når jeg har en bil inde til et rudeskift, så spørger jeg fx altid kunden, om vi ikke skal sætte nye viskere på. Og selvom det er en ting, som ikke går ind over forsikringen, så siger kunden næsten altid ja, fordi det giver god mening, når man nu alligevel skal have en helt ny rude i. Det mersalg man kan lave, betyder noget for forretningen i sidste ende.”

Nogle undgår at lave et mersalg, fordi man måske ikke vil virke for aggressiv. Men hvis din kunde alligevel ender på værkstedet igen nogle uger senere, fordi du ikke lige fik foreslået, at den bremseklods, der så lidt slidt ud, skulle skiftes, så vil kunden som oftest nok undre sig over, hvorfor deres mekaniker ikke så det første gang.

Tips til din rudeudskiftning

  • Du behøver ikke nødvendigvis at bruge både primer og aktivator. Tilpas det til opgaven og tjek altid med producenten, om din primer også har aktivator-egenskaber.
  • Brug altid primer eller aktivator, så limen hæfter ordentligt.
  • Sørg for, at du har de relevante værnemidler og god ventilation/udsugning, når du arbejder med epoxy-produkter.
  • Din primer og aktivator mister deres kraft over tid, så tjek holdbarheden efter åbning hos producenten.

Styrk din forretning med rudereparationer
Tjek ruden for stenslag, når du alligevel har bilen inde og tilbyd kunden at lave det. Har kunden en forsikring, så er der i de fleste tilfælde ingen selvrisiko. Det vil blot være et udtryk for god kundeservice, når du gør opmærksom på, at kunden kan få det lavet med det samme hos dig.

Har du kompetencerne til at lave stenslag og rudeudskiftning på dit værksted, så tøv ikke med at fortælle om det. Mange kunder er nok ikke klar over, at deres autoværksted kan lave rudereparationer, også forsikringssager, fordi de typisk får kontakten på et firma, som forsikringen har en aftale med, når de anmelder en skade.

De fleste rudeskift starter med et stenslag, og der er god grund til at have fokus på rudereparation. Det er nemlig ikke sæsonbetonet og kan derfor give en stabil omsætning hele året. Derfor bør du måske overveje om rudereparation kunne være et område, hvor du kan styrke din forretning.

Har du lyst til at blive klogere på rudereparation?

Så tilbyder FTZ Akademi kurser i både stenslags­- ­reparation og rudeudskiftning. Kontakt akademiet på tlf: 65 65 41 31 ved spørgsmål eller opret dig på venteliste til et rude­kursus. Vi opretter løbende hold ved efterspørgsel.

Del online på:

Find andre opslag

FTZ

Viden & Artikler