FTZ indgår strategisk samarbejde med CarBuddii for at forene kræfterne til at optimere processer omkring biludlejning og forbedre indtjeningen for danske værksteder. FTZ udvider nu selskabets FTZplus platform i en strategisk satsning med CarBuddii.
FTZplus er FTZ’ kundestyringssystem og dette partnerskab vil integrere CarBuddiis digitale løsninger direkte ind i FTZplus, hvilket vil gøre det nemmere og mere overskueligt for værkstederne at håndtere biludlejningsprocesser effektivt.
Marianne Kjær, Head of B2B e-commerce & digital solutions i FTZ, kalder samarbejdet for afgørende i forhold til værkstedernes muligheder for biludlejning.
“Udviklingen inden for autobranchen går stærkt, og det er afgørende, at vi løbende optimerer og tilpasser vores løsninger til markedets behov. Vores samarbejde med CarBuddii styrker vores platform og giver vores kunder en integreret og brugervenlig løsning, der dækker alle aspekter af biludlejning – fra kontraktgenerering til dataoverførsel og compliance med GDPR,” siger Marianne Kjær.
Også Clifford Dyhr, CCO hos CarBuddii, har store forventninger til det nye samarbejde.
“Det er en stor ære, at FTZ har valgt os som partner til at drive deres digitale strategi fremad. Integrationen, vi nu arbejder på, vil ikke alene simplificere men også automatisere mange af de processer, der er forbundet med biludlejning, og vi forventer, at det vil medføre en mærkbar indtjeningsforbedring for vores kunders værksteder,” siger Clifford Dyhr.
FTZ og CarBuddii forventer, at den nye integration vil være fuldt implementeret og tilgængelig for kunderne inden for nærmeste fremtid. Løsningen vil give værkstederne mulighed for nemt at administrere ledigheden af udlejningsbiler direkte i arbejdsordrer og samle alle relevante data på et enkelt, overskueligt arbejdskort.
Om CarBuddii
CarBuddii er en dansk SaaS-virksomhed, der siden 2016 har specialiseret sig i at udvikle brugervenlige digitale systemer og apps til autobranchen, der forenkler arbejdsdagen for forhandlere, importører og værksteder i Danmark, Sverige og Norge. CarBuddiis applikationer er særligt anerkendte for deres evne til hurtigt at skabe digitale køresedler og lejekontrakter.