FTZ

Viden

Viden

Skrevet den 26. august 2024

Taktkæde. Kigger du efter unormalt slid?

Der kommer en bil ind på dit værksted, som har en mislyd på motoren. Er det blot taktkæden der skal skiftes fordi den har givet sig og er blevet for lang? Kigger du efter unormalt slid, når du får sådan en sag ind?

Kædeskift på motorer er blevet mere almindeligt på værksteder i dag. Men den gængse opfattelse er, at en kæde er designet til at skulle holde i hele motorens levetid. Dette er dog ikke altid tilfældet og oplever man, at en kæde er slidt eller støjer, så bør man ud over at skifte kæden, undersøge årsagen hertil.

Hvorfor går kæden i stykker?
Der kan være mange årsager til, at en kæde går i stykker. Det er motorolien der smører kæden, og er olien forurenet, så får kæden ikke den smøring som den har brug for. Derved slides kæden væsent­ligt hurtigere. Det er ligeledes motorolien, der via olie­trykket, sørger for at holde kæden tilstrækkelig stram. Er der urenheder eller slid i oliesystemet risikeres der forkert hydraulisk tryk i motoren, så bliver kæden slap og kommer ud af takt. Manglende tryk i motoren kan også medføre, at der kommer permanente skader på kædestrammeren.

Vidste du..?
At kædens levetid er påvirket af kørsels­mønstret, da fx brændstof i olien forårsager unormalt slid på delene.

Kørselsmønstret påvirker motorens ”hjerte”
Mange korte køreture øger brændstofkoncentrationen i motorolien, fordi olien ikke opnår optimal arbejdstemperatur. Oliepumpen fungerer som motorens hjerte og er den slidt, eller er olien blevet fortyndet af brændstof, så reducerer det olie­pumpens funktion. Derudover bevirker brændstof i olien, at urenheder, herunder sodpartikler, kan spredes og tilstoppe de ventiler der styrer olie-flowet.

Når man får en bil ind, hvor kæden støjer eller er slidt på anden vis, så kræver det ofte en mere dybdegående gennemgang af motoren, herunder afmontering af bundkar for rensning af bundkar, oliesi samt oliepumpe. Skift af fx oliepumpe eller ventildæksel kan være nødvendigt, og ved nogle motor-typer kræver det, at motoren tages ud.

Unormalt slid
Se efter unormalt slid og spar ikke kunden for mindre beløb, da konsekvensen på den lange bane kan udmunde i en langt større reparation. Hvis der udelukkende fokuseres på støjen og skift af kæden, vil man i mange tilfælde kun symptombehandle
i stedet for at kigge på omkringlæggende faktorer. Ved blot at skifte det åbenlyse problem, taktkæden, vil en kunde i nogle tilfælde stå med det samme problem igen relativt kort tid efter.

Del online på:

Find andre opslag

FTZ

Viden & Artikler