FTZ

Viden

Viden

Skrevet den 26. august 2024

 Fremtidens varme- og kølesystemer 

I takt med den stadigt voksende interesse for bæredygtig mobilitet og klimavenlige transportløsninger har elektriske biler stjålet rampelyset. En af de mindre omtalte, men ikke mindst vigtige innovationer i disse køretøjer, er integrationen af varmepumper. I dette indlæg vil vi udforske, hvorfor varmepumper er blevet en integreret del af moderne elbiler, samt hvad de professionelle værksteder bør være opmærksomme på ved service og reparation af disse systemer. Det er et stort og komplekst emne, og her tager vi hul på en lille del af det.

Hvorfor er der ikke varmepumper i alle elektriske biler?
Varmepumper er specielt udviklet til de koldere områder i verden. Derfor er alle elbiler ikke nødvendigvis udstyret med en varmepumpe. Der kan være modeller af importbiler, som er udstyret anderledes end dem, der normalt er solgt i Danmark. Varmepumper er ikke noget nyt, når vi snakker opvarmning af boliger, men deres rolle i elektriske køretøjer har taget fart de seneste år, af flere årsager: 

Effektiv udnyttelse af energi

  • Effektiv udnyttelse af energi
    Varmepumper benytter en elektrisk AC-kompressor til både at opvarme og nedkøle komponenter i varmepumpesystemet, såsom højvoltsbatteriet, elmotoren og kabinen. Afhængig af systemet kan der også genanvendes restvarme fra eksempelvis motor og gearkasse, og derved udnytte allerede produceret energi i varmepumpesystemet. På denne måde er varmepumpen betydeligt mere energieffektiv end at bruge PTC-varmer som i tidligere modeller.
  • Forlænget rækkevidde
    Varmepumpesystemet bruges bl.a. til at holde højvoltsbatteriet i det bedst mulige temperaturområde. Dette forlænger rækkevidden mellem opladningerne, samt levetiden på batteriet. Det er især vigtigt under kørsel i koldt vejr, hvor batteriets ydeevne normalt falder henover vinteren. 
  • Bedre effektivitet
    Traditionelle varmelegemer og dybkogere kræver et højt
    energiforbrug for at producere varme. Varmepumper kan levere den samme mængde varme med et betydeligt mindre energiforbrug, hvilket resulterer i lavere drifts- omkostninger og en mere bæredygtig køreoplevelse. 

Med varmepumpesystemerne har den elektriske kompressor fået en ny og mere krævende rolle.

Service og reparation af varmepumper i elektriske biler

Når det kommer til vedligeholdelse og reparation af varmepumper i elektriske biler, er der flere vigtige faktorer, som professionelle værksteder skal være opmærksomme på:  

  • Hvordan ved jeg om bilen har varmepumpe? 
    Der er ca. dobbelt så meget kølemiddel på en bil med varmepumpe end på et traditionelt airconditionanlæg. Det er en god ide at holde øje med tilstanden på dele som kondensor, rør og samlinger så man undgår en lækage, da det er dyrt at genopfylde anlægget. Start med at finde mærkatet i motorrummet eller i et opslagsværk i FTZshop (NF, Haynes Pro, Autodata eller ALLDATA) for at finde den korrekte kølemiddel-mængde. 
  • Kompatibilitet med andre systemer
    Varmepumper i elbiler er ofte integreret med andre systemer såsom batteristyring og kølesystemer. Det er vigtigt at forstå disse integrationer for, at undgå potentielle konflikter eller funktionsfejl. Brug lidt tid på at undersøge hvordan det pågældende anlæg er opbygget.
  • Regelmæssig vedligeholdelse
    Ligesom traditionel aircondition, kræver varmepumper også regelmæssig vedligeholdelse for at sikre optimal ydeevne og levetid. Dette omfatter typisk udskiftning af filtre, en grundig inspektion af rør og tætninger samt kontrol af systemtryk og temperatur. 
  • Oliemængde og type
    Det er vigtigt, at en varmepumpe, nøjagtigt som et traditionelt airconditionsystem, håndteres korrekt i forhold til den rigtige oliemængde og olietype, og at der ikke sker en forurening af olien. Korrekt smøring er ekstrem vigtig for at undgå nedbrud på kompressorer og andre komponenter. Sker der en forurening af olien, er det vigtigt, at hele anlægget skylles for urenheder.
  • Diagnoseværktøjer
    Det er vigtigt at reparationsproceduren følges, og der anvendes egnet diagno seudstyr, bl.a. til at åbne ventiler i varmepumpesystemet, så den korrekte kølemiddel- og oliemængde kan påfyldes anlægget i forbindelse med service eller reparation.  
  • Sikkerhed i arbejdet med elbiler
    Det er yderst vigtigt at sikkerheden i forhold til at arbejde på højvoltsdelen i elbilen overholdes. Det kræver, at værkstedet er indrettet korrekt, at der anvendes specielt værktøj og at medarbejderen følger fabrikkens specifikationer.

Værkstederne bør have den nødvendige uddannelse og ekspertise til at håndtere avancerede varmepumpeteknologier. Derfor tilbyder FTZ Akademi også kurser i aircondition og elbiler.

Del online på:

Find andre opslag

FTZ

Viden & Artikler